I 2006 færdiggjorde jeg en pædagoguddannelse med musik og teater som speciale. Under uddannelsen boede jeg 11/2 år i Barcelona, hvor jeg var på universitetet, i praktik og skrev bachelor dernede. Jeg havde bl.a. billedkunst på universitetet, hvor jeg fik lov at lave nogle øvelser med de medstuderende fra bogenā€ At tegne er at seā€ af Betty Edwards. Det var til stor jubel, for mine medstuderende, for det kan være en temmelig teoretisk fornøjelse at gå på universitetet. En gang imellem fik vi lov til skiftevis at stå på et bord  og være croquismodeller for hinanden dog med tøjet på.

I min første praktisk i Skt. Pedersstræde fritidshjem lavede jeg et malerværksted for de 6-7årige børn, hvor jeg improviserede toner på klaveret, som de malede til, lærte børnene om komplementærfarver og vi lavede et dyretema, tog i zoologisk have og malede dyr. Vi sluttede forløbet af med at lave en fernisering. Det var en stor fornøjelse at se hvordan især en stille pige blomstrede op i malerprocessen. Hun havde fundet en udtryksform, som hun var god til, og til ferniseringen var det meget rørende at se hendes glæde, da hendes familie kom og så hendes malerier. Sådanne oplevelser er guld værd, de går lige i hjertet og jeg bliver så taknemmelig for at kunne give noget videre til børn.

Jeg har arbejdet i en klub 2x4 timer om ugen, hvor jeg var ansat til at danse med en flok 10-13 årige piger. Det var en utrolig god oplevelse; den åbenhed de havde og deres sprudlende kreativitet. Det at lave crossover med forskellig kunstarter, viste sig at være en succes. Jeg lavede øvelser med pigerne, hvor de bevægede sig som forskellige farver, og det var så sjovt at se, at f.eks.den brune farve, var der en klar overensstemmelse mht. hvordan deres kroppe bevægede sig. Jeg gennemgik forskellige emotioner med pigerne f.eks: Hvordan bevæger kroppen sig når du er glad, vred, ked af det, hemmelighedsfuld, forelsket etc. Jeg synes det er vigtigt at børn får en bevidsthed om alt det som ligger bag sproget og der er kropssproget jo eminent til at få bevidsthed på, hvad det er som sker i mødet med andre mennesker. F.eks.: hun spørger om vi skal lege, men vender ryggen til mig. Hun ser ked ud af det, men siger at der ikke er noget galt etc. Der er så mange hverdagssituationer hvor der bliver sagt noget og gjort noget andet. Jeg ser det som en vigtig gave at give børn nogle redskaber til at blive bevidste om både deres egne signaler og andres. Det bidrager til bedre relationer til andre mennesker.

Jeg lægger vægt på at børnene selv er medskabende, så jeg har den igangsættende rolle i starten, og når jeg så mærker at det pibler frem med deres egne ideer, så trækker jeg mig lidt tilbage og vejleder dem som har brug for det. Det var på den måde vi lavede en cirkusforestilling, et danseshow, catwalkmodeshow og dansehistorier.
.
I november har jeg en eventyrworkshop på den lille dramaskole, se mere på www.denlilledramaskole.dk

Jeg har en drøm om at lave et lille luksus tegne/malehold på max 5 børn, så lad mig det endelig vide hvis det har interesse.